


Tak for støtte og opbakning
– fra Vingegaard Eventteamet 2025
Endnu engang stod vi i Eventteamet i Glyngøre klar til at fejre Jonas Vingegaard – en helt i international klasse, der igen har vist, at han hører til blandt verdens absolut bedste cykelryttere. En andenplads i Tour de France efter det comeback, Jonas har været igennem, er ganske enkelt imponerende. Vi er stolte – ikke bare af resultatet – men også af den styrke, den ordentlighed og det mod, Jonas har vist.
Men som Trine og Jonas selv har giver udtryk for fra begyndelsen, så ønsker de kun en fejring i Glyngøre, når Jonas står øverst på skamlen. Det ønske respekterer vi naturligvis fuldt ud. Derfor blev det ikke til en folkefest i Glyngøre i år – men det ændrer ikke på vores dybfølte ønske om at sige tak til alle jer, der igen har stået klar i kulissen med støtte, opbakning og engagement.
Det kræver en landsby – og lidt til
Som vi har sagt før: Det kræver en landsby – og lidt til – at skabe en fejring i den størrelsesorden, som Jonas fortjener. Og her skal der lyde en særlig stor tak til alle sponsorer, samarbejdspartnere, frivillige og leverandører, som igen i år har været med hele vejen – på præmissen om, at hvis der ikke bliver en fest, så bliver der heller ingen indtjening. Det er ikke noget, vi tager for givet.
En særlig tak til Skive Kommune, som bakker os op med både planlægningskraft og økonomisk støtte – og til de mange virksomheder og samarbejdspartnere, som giver os, reducerede priser, gratis hjælp og uvurderlig fleksibilitet. Uden jer – ingen fejring.
Vi har også i år mærket, hvordan stærke fællesskaber kan bære igennem – ikke mindst når det gælder planlægning og sikkerhed. Vi har modtaget stor hjælp og opbakning i forhold til sikkerhedsplanen, hvor både lokale aktører og større organisationer som Skive Festival, Kulturmødet og Thy Rock generøst har stillet deres erfaring og hænder til rådighed. Den slags samarbejde rækker langt ud over det praktiske – det viser, hvad vi kan, når vi står sammen. Det er vi dybt taknemmelige for.
Det gælder også de musikere, vi havde booket i år: Queen Machine, A.R.T.H.U.R og Mawne. Alle sagde ja med fuld forståelse for præmissen – at hvis Jonas ikke står øverst på skamlen, bliver der ingen fejring.
Queen Machine har tilmed sendt en hilsen, hvor de udtrykker stor beundring for Jonas’ præstation. Samtidig har de tilkendegivet, at de meget gerne vil være med næste år, hvis det kan passe med deres eventkalender. Det håber vi, det gør.
Alt dette siger meget om, hvilken gennemslagskraft Jonas har – og hvilken respekt, der er for både hans præstationer og den måde, han er menneske på. Vi ved godt, at det er på grund af Jonas – og den han er – at vi kan samle så mange stærke kræfter. Det er i sig selv en cadeau til ham.
Stolthed ud over alle grænser
Jonas – vi er så uendeligt stolte af dig. På trods af det voldsomme styrt sidste år og endnu en gang i år, hvor du rejste dig efter en hjernerystelse, står du igen på podiet som nummer 2 i verdens hårdeste cykelløb. Fem år i træk har du leveret på øverste hylde: tre andenpladser og to førstepladser i Tour de France. Det er helt ubegribeligt flot.
Selvom der ikke bliver nogen fejring i Glyngøre i år, skal det ikke forhindre os i at sende vores dybeste respekt og hyldest til dig. Vi ved, at både du og Trine stadig har hjertet med her, og at du, når det er muligt, gerne vil fejres hjemme i Glyngøre. Det betyder alverden for os, og det er netop dét, der gør, at vi i Eventteamet har lysten og motivationen til at blive ved.
Tak til alle jer, der bærer med
Tusind, tusind tak til hver eneste af jer – både jer, der allerede har hjulpet konkret i år, og jer, der har givet tilsagn og støtte. Vi gemmer energien og erfaringerne til næste gang, og så bygger vi igen på den stærke opbakning, der hvert år gør det muligt.
Vi ses næste år!
Eventteamet for Jonas Vingegaard-fejringen i Glyngøre
Arrangører:
Glyngøre Idrætsforening
Glyngøre Borger- og Erhvervsforening
Sallingsund FC Glyngøre
Arrangører
Glyngøre Idrætsforening
Glyngøre Borger- og Erhvervsforening
Sallingsund FC Glyngøre
Presse & kontakt
Stine Holmgaard
Presseansvarlig – Eventteamet Glyngøre
Telefon: 51 88 20 80
Mail: stineholmgaard@me.com
Frank B. Schleef
Formand – Glyngøre Borger- og Erhvervsforening
Medlem af eventteamet
Telefon: 41 94 63 53
Mail: frankbschleef@gmail.com
Leverandører og samarbejdspartnerne
Frivillige fra nær og fjerne
AV Picture – Karsten Mortensen
Lars Aastradsen Uggerby – Konferencier – DJ
Pierre vagter
Røde Kors samaritterne i Skive Skanderborg/Silkeborg