Post Thumbnail

Tak for støtten 2024

Tak for støtte og løfter om støtte til fejring af Jonas i Glyngøre

Eventgruppen i Glyngøre har for tredje år i træk gjort klar til at fejre Jonas Vingegaards placering øverst på Tour de France sejrsskamlen. I år blev det desværre ikke til en fest i Glyngøre. Selvom vi ikke holder fest i år, vil vi gerne i eventgruppen sende en stor tak til alle, der har hjulpet os og givet løfter om hjælp. Vi starter med hovedpersonen og hans familie.

Se listen med alle der støtter os nederst på siden

 

Tak for endnu en uforglemmelig Tour de France, Jonas!

Vi i eventteamet er utrolig glade for, at Trine og Jonas hvert år har givet udtryk for, at Jonas gerne vil hyldes i Glyngøre. De foregående år har det været vores måde at vise, hvor utrolig stolte vi er af Jonas’ præstationer, og hvor meget vi synes, han fortjener at blive fejret. Stoltheden over Jonas’ andenplads i år er mindst lige så stor som de foregående år. En andenplads i Tour de France er et fuldstændigt fantastisk resultat, og når man tænker på Jonas’ forfærdelige styrt og de skader, han pådrog sig, er det ubegribeligt, at han blev klar til at cykle med og endda stod på sejrsskamlen som nummer 2.

 

It takes a village and then some

At lave en lille “havefest” (frit citeret efter Susan Aaen) for 25.000 deltagere for at fejre Jonas kræver naturligvis en del forberedelser fra de frivillige foreninger, der står bag. Men det kræver også rigtig meget hjælp fra andre frivillige på dagen, økonomisk hjælp fra sponsorer, planlægnings- og økonomisk hjælp fra Skive Kommune, stor velvilje fra små og store bands, praktisk hjælp med små og store opgaver fra private og lokale virksomheder, samt reducerede priser på alt det, der skal til for at stable en så stor fest på benene. Sidst men absolut ikke mindst kræver det, at alle virksomheder, private og bandene køber ind på præmissen, at hvis Jonas ikke vinder, så bliver der ingen fest og dermed heller ingen betaling. Alt dette og mere til er det vi i eventteamet hvert år har oplevet af hjælp og i år er bestemt ingen undtagelse.

 

Tusind, tusind tak til hver eneste af jer, som har hjulpet os med forberedelserne i år, alle dem som har givet tilsagn om, at de ville hjælpe os, samt dem som ville hjælpe os økonomisk enten ved at lave reducerede priser eller sponsorater. Uden jer ingen fejring af Jonas!

Vi høres ved næste år!

 

Eventgruppen for fejring af Jonas 2024

 

Arrangørerne:

Det er Glyngøre Borger- og Erhvervsforening som står bag arrangementet i Kassehuset.

Det er de følgende tre frivillige foreninger, der står bag Jonasfejringen: Glyngøre Idrætsforening, Glyngøre Borger- og Erhvervsforening og Sallingsund FC Glyngøre. Sidste år viste vi, hvor stærke vi er, når vi står sammen.

 

Pressekontakter:

  • Stine Holmgaard – medlem af arbejdsgruppen og presseansvarlig
    • Mobil: 51882080
  • Frank Schleef – formand i Glyngøre Borger- og Erhvervsforening og medlem af arbejdsgruppen
    • Mobil: 41946353
  • Susan Aaen –  vores lokale provst og hovedinitiativtager til Jonas-fejringerne i 2021, 2022 og 2023
    • Mobil: 29125440